tirsdag den 24. maj 2011

Hvorfor søofficer.

Her er det måske tid til at standse lidt op, holde en pause med soldaterhistorierne, og gøre sig nogle tanker om, hvorfor 40 unge mennesker egentlig var på vej til at uddanne sig som søofficerer. Jeg kan jo selvfølgelig ikke give en forklaring på alles motiver, men med baggrund i mine egne, mener jeg dog at kunne give et vist indblik i, hvad der drev os.
Da vi startede som værnepligtige i 1977, var det danske undervisningssystem, folkeskoler og gymnasier efter manges mening gennemsyret af venstreorienteret indoktrinering. Hvorfor valgte vi så alligevel den uddannelse? Jeg tror de fleste af os var rundet af et godt borgerligt miljø. Vi havde i kraft af vores opdragelse og omgangskreds mod til at stå imod. Jeg tror heller ikke mange af os var særligt interesseret i politik som sådan. Hvis jeg tænker på min egen gymnasieklasse, var der ikke mange, som var politisk interesseret. Måske var den røde påvirkning også overdrevet. Jo vi læste mange artikler fra Information, men faktuelt var der kun en af mine lærere, der sagde direkte, at han var ræverød. Det var min historielærer, som i øvrigt lærte mig meget om at være kritisk overfor alle kilder, røde som blå.
Mine primære motiver for at vælge en uddannelse som søofficer var tre. Det lød som en spændende og afvekslende uddannelse. Man fik en god lederuddannelse, og der var løn under uddannelsen. Mit valg af søværnet var også præget af, at min far var ansat som civil maskinmester i Søværnets Materielkommando, og jeg gennem ham havde fået et indtryk af de mange spændende oplevelser, man kunne få med søværnets skibe.
Jeg var absolut ikke nogen koldkriger, hvis vigtigste mål var at kæmpe for Gud og fædreland, og jeg tror dette heller ikke var tilfældet for de fleste af mine kollegaer. I virkeligheden er det vel de færreste unge mennesker, der når de påbegynder en uddannelse, har et klart billede af, hvad den går ud på, og hvorledes det job den leder frem til, vil være.
Nu skal det ikke forståes sådan, at jeg var totalt uden holdninger. 2 ture til Vestberlin havde givet mig et meget klart indtryk af, at det var langt bedre at være på den vestlige side af muren. Når man i den Østtyske told blevet linet op uden for bussen, mens den blev kontrolleret på undersiden med spejle, var det nok ikke for at hindre vestlige borgere i at komme ind i Østtyskland. Og en tur rundt i Østberlin viste klart at det var ikke et arbejdernes paradis også selvom en østtysk kopi-cola kun kostede 13 øre (og smagte af helved til). Jeg pæne skoleelev var i øvrigt ved at blive smidt af toget på vej til Potsdam af en østtysk togbetjent, hvis uniform fuldstændigt lignede en SS-officers, på nær den var grøn. Kun vores officielt tildelte guides indgriben hindrede mig i at blive efterladt på et trinbrædt i Østberlin.

Et kig over Berlinmuren mod "Unter den Linden" 1973
Nej. Jeg havde ingen tvivl om, at det vestlige system var langt at foretrække, men det var ikke denne holdning, der var min primære grund til at søge officersvejen. Jeg tror de færreste på dette tidspunkt var klar over, hvor stor truslen mod Danmark var og hvilke konsekvenser det kunne have.

mandag den 2. maj 2011

Søværnets Sergent- og Reserveofficersskole

Ved udgangen af februar var vores togt med Skoleskibet MØEN forbi, og vi skulle begynde på uddannelsen til Sergent SØ på Søværnets Sergent- og Reserveofficersskole (SRS) i Frederikshavn.
I søværnet er alle befalingsmænd, sergenter, oversergenter osv. specialist- eller faguddannede. De gennemfører deres befalingsmandsuddannelse som en overbygning til deres speciale, fx kampinformation, våben eller maskintekniker. Da vi jo ikke havde noget speciale, men kun var næsten grønne værnepligtige, var vores sergenttitel efter udnævnelse sergent SØ (med henblik på søofficersuddannelse). Som det kan udledes af navnet, blev der også uddannet reserveofficerer på skolen i Frederikshavn. Reserveofficerer i søværnet var civilt uddannede styrmænd og maskinmestre som blev fanget i værnepligtsnettet og skulle aftjene 18 måneders værnepligt i stedet for 9. Gennem en lynuddannelse til sergent og derefter reserveofficer kunne søværnet udnytte deres faguddannelser til tjeneste som vagtchefer og maskinofficerer om bord i skibene i ca. 9 måneder.

 Morgenmønstring på SRS

Da vi mødte på SRS, havde der allerede været en del frafald på vores hold. Flere havde erkendt, at det der med at fare rundt ude på havet nok alligevel ikke rigtig var noget for dem. Til gengæld blev holdet nu suppleret med en 5 - 6 nye. Det var konstabler, som efter kortere eller længere tids tjeneste havde ansøgt om at videreuddanne sig til officerer. Selv om de "nye" ansigter generelt var lidt ældre og erfarne end vi andre, faldt de hurtigt ind i fællesskabet.
På SRS blev vi indkvarteret på 2 mandslukafer med eget bad og toilet. Det var jo vild luksus efter Auderød og MØEN. Med på holdet helt fra begyndelse var en af mine klassekammerater fra gymnasiet, så det var naturligt at jeg skulle dele rum med Lennart. Det gik fint, selvom vi af natur var næsten som nat og dag, så kendte vi jo hinanden godt fra gymnasiet.
Vores sergentuddannelse var rettet mod at uddanne os til funktionen vagtassistent i søværnets enheder, men en del af undervisningen havde mere henblik på vores senere tjenste som officerer. Uddannelsen var derfor en blanding af teoretiske fag og mere praktisk undervisning.

Vores klasseværelse mede det nyeste i audiovisuelle hjælpemidler; Overhead projektor.

 

Et vigtigt fag var kommunikation. I sømilitær regi betyder det blandt andet, at vi skulle lære at sende og modtage blinksignalering. Dette indebar først at kunne morsealfabetet og derefter selv kunne sende og modtager signaler ved hjælp af signallamper. Det blev der brugt mange morgener på. Vi skulle også gennemføre den teoretiske del af duelighedsbeviset for sejlads. Det betød undervisning og opgaver i navigation og søvejsregler. For at uddanne os til instruktører (det militære udtryk for en lærer) underviste vi hinanden på skift i militær optræden (ret, rør, march osv) og våbenlære og skydning. Selvfølgelig var der også fut.
Lederen af gymnastikafdelingen var en lidt ældre officer, som jeg den dag i dag har mistænkt for at have været gammel kystartillerist. Han havde i hvert tilfælde en opførsel, som jeg har svært ved at se placeret i et skib. Han skulle undervise os i nærkamp, eller som det hurtigt kom til at hedde: "Hug, stik og tag til fange". Til at simulere bajonet angreb havde vi nogle stænger, som for enderne var udstyret med store læderpuder. ( Det er lidt svært at forklare, hvorfor vi skulle lære det. Jeg har aldrig i mine 30 år i søværnet set en riffel med bajonet). Han var jo selv ekspert og skulle derfor først vise os, hvordan det blev gjort. En af os skulle angribe ham, og da vi stadig på det tidspunkt var lidt benovne overfor autoriteter, var det et lidt valent angreb, som han jo let kunne parere. Men historien gik så, at kort tid efter vi havde haft vor time i bajonetfægtning, skulle han gøre det samme med en reserveofficersklasse. De var tilsyneladende ikke helt så benovne, fordi en stor styrmand hamrede ham sådan en på kassen, at resten af timen måtte aflyses. Han kørte altid på cykel til og fra arbejde, og ganske korrekt, men måske lidt for meget; stod han altid af og trak gennem vagten. Han forventede til gengæld også, at den vagthavende elev kom ud og gjorde honnør. Hvad sagde jeg? Kystartillerist.
Som en del af uddannelsen på maskinpistol var vi også på skydebanen. Det var ret interessant at opdage, at man nok ikke var helt så god som Rambo. På ca. 20 meters afstand at fyre et helt magasin på 30 skud fra hoften mod en skive og så se, at kun 5 traf.
Vi skulle også kaste en såkaldt "skarp" håndgranat. Jeg lavede et så flot kast, at jeg blev stående og nød det lige indtil instruktøren, lidt hårdhændet, trak mig om bag betondækningen - Boom og man kunne høre granatsplinterne slå ind i den anden side af betonvæggen. Det var meget illustrativt.
Undervisningen var som regel fra 0800 til 1600, så vi havde en del fritid, når vi altså ikke var tvangindlagt til et maskinskrivningskursus i blindskrift en aften om ugen med en tumpe fra Frederikshavn. Nu ligger SRS oppe i Pikkerbakkerne ca. 3 km syd for selve Frederikshavn, og selvom byen også dengang havde et ret livligt natteliv, havde vi hverken råd eller lyst til at gå i byen hver dag. Vi spillede en del fodbold, eller løb i skoven rundt om skolen. Nogle gange sad vi bare og læste på lukafet. En sådan aften bankede det på Lennarts og min dør, og ind kom Hugin. Hugin var nok ikke det mest typiske officersemne. På skoleskibet havde hans ynglings fritidsbeskæftigelse været at læse franske romaner (altså rigtige romaner) (på fransk) i køjen. Hugin udbrød nu til os, med skinger stemme: "Jeg kan ikke holde det ud, han sidder hele tiden og spiller på den æggedeler". Hugin var indkvarteret sammen med Fynboen. En lidt hippiagtig fyr fra Odense, som tit og ofte spillede guitar. Fynboen måtte senere desværre afgå fra uddannelsen, da han ved et højdespring faldt ved siden af madrassen og slog hovedet, så han derefter tit havde hovedpine og så dobbelt.
Mine gode sambo Lennart havde også i gymnasiet haft et afslappet forhold til lektier. Aftenen inden vi skulle aflevere navigationsopgaver for første gang, og jeg sad og dontede, proklamerede Lennart, at nu gik han i byen (det var vist en tirsdag). "Er du blevet færdig med opgaverne" spurgte jeg. "Nej ikke helt, men jeg tager dem med." svarede han. Næste dag afleverede Lennart til min overraskelse et helt besvaret opgavesæt. Da vi fik opgaverne tilbage, havde Lennart ikke fået så god en karakter, hvilket på det tidspunkt måske ikke var den store overraskelse. Han havde om aftenen på et værtshus mødt en søofficer, som over et par bajere havde hjulpet ham med at løse opgaverne. Der var bare den hage, at Lennarts opgavesæt var næsten ulæseligt skrevet og lugtede ret meget af gammelt øl.
Lennart var ikke den eneste, som kom lidt uheldigt af sted med spiritus. For at opøve os i at gå vagt, skulle vi på tørn forrette tjeneste som vagtmand, hvilket indebar, at sidde i vagtbygningen ved indgangen og sikre, at kun militært personel kom ind på området. I vagten var en protokol, hvor man skulle notere alle vigtige hændelser på vagten fx hvornår man havde ronderet (dvs. gået en patrulje rundt på området), ind og udpassage af FUT-officeren osv. Der skete så det, at der blev afholdt en lille fest på skolen, med god mad og lidt rødvin til. Vores kollega Per var så "heldig" at have vagten den aften, men fik lov til at spise med, før han genoptog vagten ved indgangen. Næste dag havde Per tilsyneladende forrettet sin vagt korrekt, men blev om formiddagen kaldt op til skoleofficeren. I vagtbogen stod alle indførsler klart og tydeligt, men der var alligevel klar mistanke mod ham om at have drukket på vagten. Den blev baseret på de store tydelige rødvinspletter, som også var indført i protokollen. Han slap dog med en skarp advarsel.
Vores arbejdsuge var fra mandag til fredag, og da skolen var lukket i weekenden, skulle alle rejse hjem. Dette indbar en del togrejser - for os fra Djævleøen - lange togrejser. Undervisningen sluttede fredag så betids, at man med hiv, sving og taxa kunne nå lyntoget fra Frederikshavn, der afgik kl. 1400. At betale alle disse togrejser var ikke noget problem, vi havde stadig vores værnepligtstogkort, men at få plads var en anden sag. DSB havde dengang bestemt, at pladsbilletter kunne købes op til 2 måneder før. Og denne lyntogsafgang var så populær, at vi hele tiden skulle købe pladsbilletter 2 måneder frem for at være sikker på at komme med. Hvis man ikke havde pladsbillet til lyntoget, blev man vippet af i Kvissel og måtte så med bumletoget (intercitytoget). Lyntoget var med lidt held i København kl. 2200, intercitytoget først omkring midnat. Fra Københavns Hovedbanegård, skulle jeg så med bus til Dragør (Hvis jeg ikke havde fået lokket min rare far til at hente mig). I bussen måtte jeg pænt betale, fordi forsvaret og DSB i sin kollektive visdom havde besluttet at værnepligtstogkortet ikke dækkede zone 1 og 2. For at hindre misbrug, var forklaringen. Som om nogen havde tænkt sig at bruge weekenden på udelukkende at køre København tynd med bus.
Selv med lyntoget var turen til København ret lang. Vi prøvede at fordrive tiden på bedste beskub. Det viste sig umuligt at medtage øl nok til, at de kunne række til hele turen, og vi havde jo ikke råd til at tilbringe hele turen i togbaren. Man kunne læse, sove eller lytte til andres samtaler (Dette var før Walkman´en blev opfundet). Med i toget var jo ofte vores kommede reseveofficerskollegaer. Der var sjældent grænser for, hvor meget de følte sig snydt. De havde tjent meget bedre i det civile, søværnet var dumt og kedeligt, lige så snart de var færdige med søværnet, skulle de i hvert tilfald ud at sejle langfart igen osv, osv. Sjovt nok mødte jeg tit de samme reserveofficerer stadig i søværnet årevis efter, at deres værnepligtstid var ovre, så det var måske ikke så slemt igen.
Vi kørte så meget i tog, at vi kunne rækkefølgen af stationer udenad, Kvissel, Tolne , Sindal, Hjørring....og hvad togføreren sagde ved hver enkelt: "Så er det Langå, rejsende til Struer og Thisted skal skifte." Specielt én togfører havde en meget hæs og staccato udtale, som vi blev eksperter i at kopiere.
Tilbageturen udgik fra perron 1 søndag aften kl. 2200. Her var det lidt smart, at DSB havde liggevogne i nattoget, som var fremme i Frederikshavn ca. halv syv. Nu skal man bide mærke i betegnelsen liggevogne. Der var bestemt ingen garanti for søvn. I en standardkupé blev fem fremmede mænd, kvinder, børn og soldater anbragt på 5 køjer og fik hver udleveret en hovedpude, 2 cm høj og et gråt tæppe. Disse natlige ture gav rigeligt med oplevelser. På en tur kunne vinduet i kupeen ikke lukkes helt, og da det netop den nat var snestorm, var jeg sikkert frosset ihjel, hvis jeg ikke havde haft alt mit tøj på, endvidere lå der ved ankomsten til Fredrikshavn en anseelig snedrive på gulvet.
En anden gang lå jeg under en sød dreng på ca. ti år, som netop havde fået et nyt elektronisk ur, som tilsyneladende kunne mange ting herunder bippe, hvilket det (han) gjorde størstedelen af turen. Den gang skulle toget jo fragtes over Storbælt med færge, så man kunne furagere lidt på færgen, hvis man ville. Normalt sov vi dog fra det hele.
På et tidspunkt blev skolen besøgt af et hold psykologistuderende, der som en del af deres undersøgelse lod os løse den intelligenstest, som blev anvendt ved session. Vi havde jo selvfølgelig løst den der, men vi havde også fået den samme test ved optagelseprøven til søofficersuddannelsen. Til de studerendes store overraskelse løste vi nu opgaven væsentligt dårligere end ved optagelsesprøven. De pæne mennesker havde begået den fejl, at lave testen fredag formiddag, hvor vi alle havde seriøse tømmermænd efter en torsdagstur i byen. Jeg tror aldrig de fandt en psykologisk forklaring på dette.
De ca. tre måneder på SRS rystede os jo yderligere godt sammen, og vi skulle så op til de afsluttende prøver. Så vidt jeg husker bestod vist alle, og vores ophold skulle så afsluttes med et officielt arrangement i cafeteriet onsdag aften. Vi havde så helt ekstraordinært fået lov til at låne officersmessen til en fest torsdag aften og selve udnævnelsen og afgang skulle foregå fredag formiddag.

SRS chef KK H.J. Jørgensen (kaldet Krydspejleren) holder en pæn tale for os.
Onsdag aften var lidt "stiv" og officiel, med taler fra chefen osv.



Den pæne officielle middag.

Så torsdag, hvor vi kun var os selv og vores holdofficer SVA, kunne vi slå os lidt mere løs. Vi havde allerede fået en ide om, at SVA måske ikke var så kedelig og korrekt, som han virkede til daglig. Nogle havde været i byen med ham tidligere, og havde der lært, at man sagtens kan spise stearinlys. Han startede med under middagen at lære os Søværnets Flyvetjenestes slagsang: "Aluette, gentille Aluette", hvilket jo var ret harmløst, men senere udartede festen sig lidt. Vi skulle nu alle lære, at man også kan spise tulipaner, og da SVA og Jesper dansede med vores maskot-tøjdyr, viste det sig at indeholde ca. en million Krøyer-kugler. SVA forærede flere af os en blomst fra blomsterkasserne - med rod, og vi efterlod officersmessen i en så hærget tilstand, at ingen afgangshold fik lov til at låne den i flere år.
Ved udnævnelsesceremonien næste dag, var alle påfaldende stille og afdæmpede, og SVAs store kasket var trukket endnu længere ned i panden end normalt. På togturen hjem vågnede vi dog langsomt op til dåd og gav togføreren grå hår i hovedet ved at fløjte "afgang" på alle mulige og umulige tidspunkter med vore bådsmanspiber. Vi må have været utroligt irriterende, men blev nok ikke smidt af toget på grund af vores totalt nye sergentuniformer.



Totalt stolt nybagt værnepligtig sergent SØ.