Margretheholm

Jeg må beklage, at der allerede er gået ged i kronologien. Jeg kunne ikke huske, at opholdet på Margretheholm kom før sejladsen med MØEN. jeg opdagede det, da jeg fandt mit gamle stamkort.

 Men da mine læsere er intelligente mennesker, kan de nok selv finde ud af at læse de forskellige blog-afsnit i den rigtige rækkefølge.

Den 23. oktober 1977 mødte vi på Søværnets Konstabelskole (SKS) på Margreteholm. Den lå bag det egentlige Holmen og rummede indkvartering for elever og undervisningslokaler. På området ved Margretheholm lå desuden ud mod Lynetten en lille lystbådehavn, hvor søværnets sejlbåde og travaljer lå fortøjet. På området lå desuden den gamle hangar fra dengang Søværnets Flyvetjeneste havde flyvebåde og slæbestedet, hvor de blev trukket op. I den modsatte ende fra selve konstabelskolen havde Søværnets Mobile Base, MOBA, deres køretøjer parkeret, når de ikke var på øvelse. Sidst men ikke mindst lå Søværnets Havariskole på området bagved hovedbygningen over mod B&Ws  skibsværft.

På programmet den næste måned stod nu teoretisk og praktisk sømandsskab. Vi mødte nu for alvor vores holdofficer, som vi allerede kort var blevet introduceret for i Auderød Han skulle undervise os i teoretisk sømandskab. Han hed SVA og var tidligere helikopterpilot. SVA var hans flyvernavn, og der gik lang tid, før vi fandt ud af, hvad hans "borgerlige" navn var. Det var nu også ligegyldigt, for os var han og vil altid være: SVA.

Han var en ret respektindgydende person. Ikke alene var han orlogskaptajn, hvilket jo var utroligt højt i den militære rangfølge, han havde også den største kasket vi nogensinde havde set. Når han stod ved katederet i sin jakkeuniform med tre rundgående snore, følte vi os meget små i vores Anders And uniform. Selv om vi var hærdede skoleelever og havde drevet mangen en lærer til vanvid, turde vi ikke andet end opføre os ordentligt og læse på lektierne. Senere har SVA selv fortalt, at grunden til, at han var lidt stiv og korrekt var, at han selv var lidt nervøs og beklemt ved at skulle undervise i sømandskab, da det lå meget langt tilbage i hans egen hukommelse.

Men det vigtigste, vi skulle lære på Margretheholm, var mestre små både. Vi roede i 10-mands travaljer og indså, hvor svært det faktisk er at lære at ro i takt. Man må tænke på grækernes triaremer, hvor måske 300 skulle ro i takt. Vi var kun ti, og det var rigeligt. "En - tøeee". Det vigtigste er kommandoføringen; på "En" trækker man årene tilbage og på "tøeee" gennemfører man åretaget. Vi fik taget vores part af "ugler", når åren smutter ud af vandet, og man selv falder baglæns på toften, men vi lærte at ro.

Vi skulle også lære den ædle kunst at vrikke. At vrikke er at drive en lille jolle frem ved hjælp at én åre, som er placeret i en åregaffel midt på hækken af båden. På Margretheholm gik en gammel overkonstabel, som vedligeholdt bådene, og han kunne vrikke så det var en lyst. Det var dog ikke helt så enkelt, som han fik det til at se ud. Det drejede sig om at få den rigtige rytme og få drejet åren rigigt. Der var vist ingen af os som blev verdensmestre, men den dag i dag, tror jeg nok, jeg ville påtage mig at kunne vrikke en jolle frem.

Det sidste vi skulle lære, var at sejle søværnets små tre mands juniorjoller. Det var små sejlbåde med plads til tre. Efter kort tids instruktion, blev vi sluppet løs på egen hånd, og det var en pine at sejle rundt uden for Københavns Havn helt alene uden overvågning. Måske sejle til Kastrup eller Middelgrundsfortet, i flot sen-efterårsvejr og tage en slapper i græsset. Livet i søværnet var måske ikke så ilde endda.

Skoleskibet MØEN del 2.

Vores første sejlads med MØEN var en såkaldt stjernepatrulje i Østersøen. Det kaldte man de sejladser, hvor søværnets skibe sejlede ud i Østersøen og fulgte den østtyske, polske og sovjetiske territorialgrænse så tæt man kunne. Man observerede både optisk og elektronisk, hvad Warszawapagtens enheder foretog sig. Men mere om det senere.
Vi skulle nu have vores "søben", og jeg skal love for at det fik vi, på den hårde måde. MØEN sejlede nemlig lige ud i en brandstorm. Ja en fuld storm var det nok ikke, men for os bolværksmatroser føltes det sådan. Minelæggerne var ret fladbundede, og opførte sig i hårdt vejr som en sejlende skotøjsæske. MØEN girede fra side til side og op og ned, "bankede pæle", til den store guldmedalje. Resultatet udeblev ikke; en samling meget søsyge elever. Når næsten 40 elever er søsyge på en gang er to toiletter ikke meget, og resultatet var at folk kastede op, hvor de nu kunne komme til. Enkelte blev liggende på køjen og påstod hårnakket, at de var i hvert tilfælde ikke søsyge, og da det gik op for Talje (havde nummer ti i Auderød), at han nok alligevel var lidt søsyg., så var det forsent at komme ned fra den øverste køje og nå ud på toilettet. Det var utroligt, hvad den lille mand kunne indeholde. De første 24 timer gik med at være syg, tørre op efter sig selv og andre og være syg igen. På det tidspunkt tror jeg, at der allerede var enkelte på holdet, der fik sine tvivl, om et liv i søværnet alligevel var noget for dem. Vejret lagde sig dog efterhånden noget, og vi kunne falde ind i skibsrutinen.
Personellet om bord i søværnets skibe er opdelt i to halvdele kaldet Kongens og Dronningens kvarter. Derudover er man inddelt i 3 skifter; 1., 2. og 3. skifte. Formålet med dette er, at man kan lade besætningen gå vagt enten i kvarters vagt (2 skiftet) eller 3 skiftet vagt. I minelæggerne gik man under normal forlægningssejlads 3 skiftet vagt, og vi elever var derfor også opdelt i 3 skifter.
Skibsrutinen for os elever om bord fulgte følgende skema: Kl. 0700 lød over ordreanlægget udpurringssignalet. 3 utroligt lange og gennemtrængende bådsmandspibe signaler fulgt af ordren:"Rejse, rejse ud af køjerne". Man kunne dog roligt blive liggende lidt endnu. På skoleskibet brugte man stadig den gamle ordre: "Rigge køjer, vaske sig, te". Den lød kl. 0730, og nu var det ved at være tid til at vælte sig ud af køjen, hvis man skulle nå at få lidt morgenmad inden mønstringen. Kl. 0755: "Skej ud overalt  op fra banjerne, poster under rengøring løser af". Mellem 0800 og 0900 havde alle elever rengøringsområder i skibet, hvor de skulle gøre rent. Jeg havde sammen med 2 andre (jeg kan ikke huske hvem) sergentgangen med lukafer, bad og toilet. Sergentgangen lå ret langt for i skibet, med det resultat, at der var ret livligt når skibet i søgang "bankede pæle". I så tilfælde var det bedst at gøre rent på toilettet og baderummmet, da man så hurtigt kunde gøre rent efter sig selv. Fra kl. 0915 og til 1130 havde vi elever undervisning, mens stambesætningen gik vagten. Kl. 1130 blev der prajet: "Skej ud overalt op fra banjerne, vaske hænder, klargøring til skafning." Skafning, altså spisning for den menige besætning herunder eleverne forgik i cafeteriaet, hvor man hentede sin mad ved en skranke. I cafeteriaet var bordene sat op i tre rækker med smalle bænke i mellem. Et af bordene var reserveret til den menige stambesætning og Gud nåde og trøste en, hvis man satte sig ved det. Da der jo ikke var plads til 40 mand ved de to resterende borde foregik skafning for eleverne i skifter. De bedste dage var når ens skifte skulle skaffe først; fra 1130 til 1200. Så kunne man nemlig nå en hel time på buffen inden undervisningen startede igen kl. 1300.

Posten som skyller (opvasker) gik også på tørn blandt eleverne. Her er Per og jeg i gang med at vaske op efter 70 mand.

Kl. 1600 blev der prajet: "Skej ud overalt, omklædning." Vi elever indgik nu i vagttørnen om bord. 1600-1800: Tevagt, 1800-2000: Kvældsvagt, 2000-2400: Første vagt, 0000-0400: Hundevagt og 0400-0800: Dagvagt.
Vi elever besatte 4 poster en time af gangen. Rorgænger, udkig, ordonans og bjergemærsmand. I de perioder, hvor man ikke var på post, skulle resten af skiftet opholde sig i cafeteriaet. Og på trods af at bænkene kun var ca. 30 cm brede, kunne det faktisk godt lade sig gøre "at slange" (søværns slang for at sove med tøj på) på dem.
Som rorgænger havde man i begyndelsen en fra stambesætningen på siden, for at man kunne lære rorordrerne og skibets styring at kende. Minelæggerne havde ikke et alm. rat, hvor man drejer det indtil man kan se på rorviseren, at roret ligger på det antal grader man ønsker; 5, 10, 15 osv. Rattet lignede et flyvemaskinerat, og når man trykkede det ned til f.eks. styrbords (højre) side fortsatte skibets ror med at dreje, så længe rattet blev holdt nede. For at dreje roret tilbage mod midten skulle man så trykke rattet ned mod bagbord (venstre). Dette krævede absolut en del træning, specielt når man tit på et skib, skal komme skibet "i møde", dvs. dreje roret inden skibet er drejet den modsatte vej for at holde en valgt kurs. Hvis man kom "ud af fase" kunne man komme til at dreje roret med skibet og således dreje helt vildt væk fra kursen. Som rorgænger stod man mit på broen og skulle holde øje med gyrokompasset, magnetkompasset og rorviseren. Samtidig skulle man høre godt efter, hvis der kom rorordrer fra vagtchefen. Man skulle også lære alle disse rorordrer f.eks. "Styrbord 10", læg roret ud 10 grader til styrbord.
"Bagbord let til 235", drej roret let (ca. 5 grader) så skibet drejer stlle og roligt over på kurs 235 og læg så an på den kurs. Når man havde gået vagt som elevrorgænger så længe, at ens konstabel fra stambesætningen mente at man kunne klare jobbet, blev vagtchefen bedt om at udtjekke en. Hvis vagtchefen var tilfreds, kunne man nu gå selvstændig vagt.
Posten som udkik var på åben bro over selve broen, så på den årstid vi var om bord, krævede det at man var godt klædt på. Det var specielt surt når det regnede.
Til beskyttelse mod vejrliget havde vi udleveret det såkaldte gummikamptøj. Det bestod af smækbukser, en busseronne med hætte og et par gummikampstøvler. Tøjet var af en form for gummireret grønt! lærred og så slidt i samlingene, at vandet normalt stod ind. Det var et godt trick, at tage et håndklæde rundt om halsen for at hindre vandet i at løbe ned af nakken på en. Som kampuniform var det helt til grin, og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan man ville ende, hvis man var udsat for stikflammer og ild under en eksplosion.
Som udkik var det ens opgave, at melde alt hvad man så på havet til vagtchefen. Dette forgik gennem et talerør ned til broen. På grund af årstiden var det jo mørkt under de fleste vagter, og man skulle så melde de lys man så og deres relative pejling fra skibets sejlretning. F.eks. "Grønt og hvidt lys i grøn 20" Det betød at man så et grønt og et hvidt lys 20 til styrbord.

Frivagt på agterdækket af MØEN.

En helt speciel oplevelse var det at gå udkik, når det var tåget. Ud over at man ikke kunne se noget, var man jo lidt anspændt, fordi man havde fået at vide, at det nu var ekstra vigtigt at man meldte hurtigt, hvis man så noget. Pludselig lød skibets tågehorn, og det sad altså kun ca. 5 m ovenover en og var lød meget, meget højt. Problemet var, at selvom man godt vidste, at nu lød tågehornet snart igen, blev man lige forskrækket hver gang.

Posten som ordonans, eller som den blev døbt: Otto Hansen, forgik mestendels i det lille vagtrum, som lå ved udgangen til agterdækket. Her skulle man passe telefonen og kunne så blive sendt omkring i skibet for at løse nogle opgaver, alene eller sammen med vagtassistenten.

Den sidste faste post vi elever besatte var bjergemærsmand. Det er nok den mest intetsigende og unødige vagt jeg nogensinde har gået. Bjærgemærsmanden skulle gå frem og tilbage på agterdækket og holde øje med om nogen faldt overbord. I så fald skulle han kaste et bjærgemærs (redningskrans) ud til ham og derefter alarmere vagtassisten og vagtchefen ved højt at råbe: "Mand over bord." Det var kun på skoleskibet, denne vagt blev gået og den var formodentlig en remenisens fra sejlskibenes tid, hvor man åbenbart faldt over bord for et godt ord. Der har så vidt jeg ved kun været brug for bjærgemærsmanden en gang i historisk tid. Året efter vores elevtid i 1978, var skoleskibet på vej mod Finland, hvor to kokke stod og pjattede på sidedækket ud for kabyssen, hvilket resulterede i,  at de faldt over bord. Bjærgemærsmanden opdagede intet, men heldigvis havde vagtchefen set det, og de to blev samlet op uden mén.

Når man gik bjærgemærsvagt om vinteren, tog man alt det tøj på, man havde udleveret, og alligevel frøs man efter 10 min. Det var utroligt kedeligt (og koldt) at gå i vinden på agterdækket, så der var forskellige kneb, man kunne ty til hvis man turde. Man kunne sætte karabinhagen fra sikkerhedslinen fast i en af fodbøjlerne på kanonen og hænge og lumre i den, eller tage en regulær skraber i fenderkassen. Men det galt om at stå på sin post, hvis vagtassistenten gik en runde, hvad han heldigvis kun sjældent gjorde, da det jo var iskoldt og blæsende helt ude agter.

Bjærgemærsvagt i Kielerkanalen. Så gik der tid med det.

Bag ved skimtes TRITON.

Skoleskibet MØEN del 1.

Den 31. oktober mødte vi mandag morgen kl. 0800 på skoleskibet MØEN på Holmen i København.
MØEN var en af fire store minelæggere, som var bygget i begyndelsen af 1960´erne. For at kunne fungere som skoleskib for søværnet, var den udrustet med nogle containere, som var indsat på det store minedæk, og den kunne således ikke have fuld minelast. Hvis situationen fordrede det, kunne disse containere dog hurtigt tages ud igen. MØEN blev brugt til at uddanne søværnets personel på alle niveauer, fra navigering for kadetter, praktisk uddannelse for sergenter, marineelever til bunden af fødekæden, hvor vi befandt os; værnepligtige søofficersaspiranter VPSØ.

Da vi mødte om bord, blev vi med vore kæmpe vadsække sendt ned af to lejdere til agterbanjen. Hvis vi havde syntes, at pladsen var trang på vores 8 mandsstue i Auderød, måtte vi nu erkende, at 8 mandstuen havde været en balsal i forhold til agterbanjen på en minelægger. På et område ca. på størrelse med en stue i et alm. parcelhus var indrettet til 48 mand. Køjerne var i 3 etager, således at når man lå på køjen, var der ca. 10 cm fra ens næse til overmandens madras. Til sit grej havde man et stålskab på ca. 50x50 cm og der var 4 håndvaske, to brusere og 2 toiletter til deling.

Billedet viser, hvordan det ser ud når alle er i gang med at iklæde sig gummikampdragt. Det var svært at fotografere på banjen, da man simpelthen ikke kunne komme langt nok på afstand til få det hele med.

Da vi havde fået anvist en køje og forsøgt at proppe al vores grej ind et et skab, fik vi udleveret mere grej; redningsvest, gummikamptøj og gummikampstøvler. Mens vi rodede rundt blev der over prajeanlægget (som vi skulle lære at hade) prajet: "Skytrulle - Skytrulle, eleverne møder på minedækket". Øhh -hvad? Vi tumlede op af lejderen og ud på minedækket, hvor vi skulle mønstre, for at se om alle var mødt. Kort efter blev der prajet: "Besætningen ret". Og derefter:"Efter aftrædning på post til at gå af havn - træd af." Vi stirrede nu febrilsk på vores lille kort med vores skibsnummer og de forskellige poster vi skulle tage under forskellige ruller. På mit stod: Manøvrerulle - fordæk. Jeg tumlede op af lejderen til dækket og gik i den retning, jeg mente fordækket lå.
Fra fordækket kunne vi se op mod brovingen, hvor en officer råbte ned til os: "Bjærge bugter - bjærge dit, bjærge dat." Da den sidste trosse var om bord, blev der kommanderet oplining mod styrbord og vi sejlede ud fra Holmen. Vi var på vej til søs, vores første sejlads med søværnet var begyndt.

Fordækket på MØEN

I begyndelsen var der Auderød.

Den 29. august 1977 mødte 40 forhåbningsfulde unge mænd op kl. 0800 på Søværnets Eksercerskole Auderød ved Frederiksværk i Nordsjælland. Datoen er nem at huske, da det var den 29. august 1943, at samarbejdspolitikken med den tyske besættelsesmagt ophørte og størstedelen af Den danske Flåde blev sænket af egne besætninger. Jeg tror dog ikke der var mange af de 40, som på denne dag tænkte på det. De fleste havde nok ikke megen viden om hvad de egentlig gik ind til. Jeg og en del andre var miljøskadede og havde en far, en onkel eller andet familiemedlem, som havde tilknytning til søværnet, men hvad det egentlig var at være søofficer, vidste nok kun de færreste. Jeg selv kom direkte fra gymnasiet og havde tænkt, at jeg kunne prøve at se, hvad det var, og samtidigt aftjene min værnepligt.
Da formiddagen var gået, stod vi foran en kompagnibygning, ligesom alle andre værnepligtige gennem tiderne, med en stor køjesæk propfyldt med tøj og grej, hvoraf størstedelen var totalt ukendt. Vi var blevet inddelt i 2 delinger og mødt vores delingsfører, vores kompagnichef og flere andre officerer og befalingmænd. Jeg tror ikke jeg nogensinde hverken før eller siden har været så forvirret. Vi blev indkvarteret på 8 mandsstuer, hvilket var lidt af en forandring for en forkælet skoledreng, som hjemme havde sit eget værelse.

8 mandsstue og pudsestue

En af de 8 mand på stuen var udnævnt til stueformand, og "æren" gik på omgang hver uge. Det var stueformandens ansvar, at der var gjort ordentligt rent og køjerne var riggede når stuerne blev inspiceret kl. 0750.
Jeg husker faktisk ikke så mange detaljer fra denne første tid. Vi havde så travlt med at lære en masse nye ting, at der ikke var megen tid til at reflektere over indtrykkene.
Vores delingsfører hed sergent Besser. Han var en ikke så høj, noget rund herre. Den anden delingsfører var hans totale modsætning; høj og tynd. At vi aldrig fandt på at kalde dem Fyrtårnet og Bivognen undrer mig stadig. Vi syntes, at de var ret så dygtige. Engang under en pause imponerede Besser os med at kunne hele det fonetiske alfabet. Alfa, bravo, charlie og så videre. Wauv; kunne vi mon også lære det engang.
Et af fagene på grundskolen var idræt, eller som det hed i søværnet: FUT, fysisk uddannelse og træning, i daglig tale omdøbt til: "fysisk udmattelse og tortur" På det område var Besser dog knap så imponerede. Da han jo ikke var specielt atletisk bygget, gennemførte han altid vores løbetræningsture i skoven kørende foran på sin sorte tjenestecykel, hvorfra han kom med opmuntrende tilråb.
I søværnet har man aldrig brugt megen tid på eksercits, at marchere. Men selvfølgelig skulle vi lære det. Den første uge gik det dog ikke særligt godt, og selv Besser undrede sig. Det viste sig at gå så dårligt for vores deling, fordi To var pasgænger. Når en deling soldater marcherer i to rækker, er det den forreste til højre, som sætter takten. At vores To var pasgænger betød, at han ikke svingede sine arme modsat benene, som er almindeligt, men højre arm med højre ben osv. Og da alle andre skulle følge hans takt, gik det selvfølgeligt helt af pommern til. Så snart To blev erstattet med en anden, gik det meget bedre.
I Auderød stiftede vi også bekendskab med et skib, som alt søværnets personel har været om bord på. Lappedykkeren lå vel forankret på en græsplæne. Om bord på den kunne man lære at kaste kasteline, arbejde med trosserne, hive signalflag op og ned, stå landgangsvagt osv. Alt sammen uden fare for at skibet bevægede sig og man kom til skade.
Et vigtigt fag var redningsmidler. I træningsbassinet lærte vi at anvende søværnets redningsveste og redningsflåder. Træningen blev afsluttet med en flådeøvelse, hvor vi skulle ligge 24 timer i redningsflåder, som var tøjret til bøjer ude på Arresø også kaldet Arrehavet. Vi blev sejlet ud til flåderne i nogle gummibåde og sprang så i søen iført søværnets drejlstøj og redningsvest. Noget så moderne som overlevelsesdragter var ikke opfundet endnu, i hvert tilfælde ikke i søværnet. Vi fik dannet en kæde og kom op i flåderne, som dengang var 10 mandsflåder. Flåderne var som sagt beregnet til 10 mand, men jeg tror det må have været kinesere, for der var meget lidt plads til 10 velvoksne danske værnepligtige. På den anden side var det godt at vi sad tæt, meget tæt, for så frøs vi mindre. Vores våde drejlstøj blev nemlig aldrig helt tørt. For at hæve realismen, måtte vi ikke have noget mad eller guf med, men skulle leve af forsyningerne, der var i flåderne. Forsyningene bestod af langtidsholdbart vand på dåse, som smagte med et pænt ord; besynderligt. Kandis, som var uhyre populært og straks måtte rationeres samt nogle meget tørre kiks. Ud over at være tørre, indeholdt kiksene også et stof, som satte fordøjelsen i stå, hvilket bevirkede at ingen skulle på toilettet 2 til 3 dage efter øvelsen. Øvelsens afsluttende højdepunkt kom næste formiddag, hvor vi blev hoisted op af en af flyvevåbnets S 61 redningshelikoptere. Det var spændende, dog måske lidt for spændende for den første fra vores flåde. Da han tog fat i hoistwiren fik han et kæmpe elektrisk stød. Helikopteren havde nemlig "glemt" at aflade for statisk elektricitet ved at dyppe wiren i vandet først.
De uger vi tilbragte i Auderød gjorde, at vi lærte hinanden bedre at kende. Især ens egen deling. Da Auderød lå langt fra alfarvej, tog vi kun hjem i weekenderne, og der var således god tid efter udskejning. Vi tilbragte meget tid på orlogshjemmet, hvor man kunne se tv eller sidde og snakke. Man kunne også låne en velfærdscykel og køre ned til Frederiksværk, Generalen hed vist det lokale værtshus der. Der var også forskellige arrangementer for hele lejren, så som bingo og en velkomstfest, hvor Birthe Tove optrådte og sang på scenen i eksercerhallen. Det var nogle år siden sengekantfilmene var blevet indspillet, men hun så stadig godt ud.
Vi havde således i Auderød haft tid til allerede at finde nogle kammerater blandt de 40, og vi skulle nu videre i uddannelsen. Næste stop var konstabelskolen Margretheholm.

Auderødlejren set fra luften med kompagnibygningerne liggende rundt om den centrale eksercerplads.

L01 Lappedykkeren.

Ifølge overleveringen stammer nogle dele fra de sænkede enheder på Holmen den 29. august 1943